Dagbog i år 0


Fiktiv Nedtælling af Mads Dam



Førstedagen - Du ligger vågen i natten med radioen tændt og lyset slukket og drejer planløst og rastløst på radioens stationsvælger
og alle stationer sender som de skal men det er genudsendelser altsammen og du ved godt hvorfor
åh vinduet er åbent ud til sommeren, ikke en eneste vind rører sig nu...

En gang imellem flakser et lysskær henover væggen gennem vinduet men helt lydløst mens du ligger helt stille selv og skiftevis fryser og sveder
i den tørre statiske luft og du ved godt at de er her, endeligt, men du vælger ikke at gå udenfor og konfrontere dem om natten før den yderste dag
så til sidst falder du i søvn og drømmer at du altid har boet på Uranus, i virkeligheden...

Næstedagen - Sover længe dagen derpå. Du ved jo, at der ikke længere er nogen grund til at stå tidligt op. Eller gå udenfor.
Kun få mennesker flakker på gaden i dagtimerne, men du betragter dem kun på afstand. Ingen kom og banked på din dør.
Og du lukked heller ikke op. Du prøver forgæves på at ringe, og som forventet er linien nu stendød.
TV viser kun stationens prøvebillede på alle sine kanaler, men skærmurene selv er gået i stå...
Radioen sender imens vekslende underholdningsmusik indtil midnat, hvor strømmen går.
Du står tilfældigvis ved vinduet, og ser byen bliver mørklagt.
Du har aldrig før set så massivt et mørke.
Du lægger dig til at sove, men 4 hjorte
synes at stå og gnave i sengens træ....

Trediedagen - Opsøger din arbejdsplads i dag, men får at vide at du er blevet fritstillet. Det, som du har lavet, er ikke mere nødvendigt.
Det, I plejer at fremstille, er ikke længere uundværligt. Pudsigt nok - alle andre, du møder, kan efterhånden fortælle en lignende historie.

Du taler med en mængde tilfældige mennesker samme dag.
I bruger hele eftermiddagen og spilder det meste af aftenen på at udkaste planer, som I alligevel aldrig vil vove at udføre i praksis.
Du bemærker, at folk nu begynder at efterlade biler tilfældigt på gader og åbne pladser. Benzin er ikke længere til salg, hører du nu.
Der røg den drøm. Hvad vil der ske med os? Folk er nervøse og nogle få græder. Men alle synes at vente for tiden...

Fjerdedagen - Forlader lejligheden i dag, dog ikke huset selv. Det gør de andre heller ikke.
Og blandt beboerne - nogen er nu bevæbnede - går der ubekræftede rygter om et udgangsforbud:
At ingen mennesker må forlade deres boplads, så længe administrationen reorganiseres. Du vil vente til i aften,
og trodse forbudet! Solen er gået ned. I tusmørket overvejer du nu mulige ruter gennem byen.
Men først når natten er kommet, vil du gå ud...

Mere...