Labyrintens udvikling


Veje, genveje, omveje og vildveje




Hvad er en labyrint?


Måske man skulle starte med at spørge:
hvad er det modsatte af en labyrint?

Svaret kunne være: en vej. Den korteste afstand mellem to punkter. Labyrinten er det modsatte.

Der er dog mere end een slags labyrint. Her er et kort overblik over nogle principielle forskelle:

Den klassiske labyrint


I vore dage kan man genkende det fraktale aspekt i den oprindelige labyrint. En enkelt linie, der til gengæld snor sig så meget at den ender med at befinde sig et sted mellem linien og fladen (dimensionen bliver et tal mellem 1 og 2). Ironisk nok er denne type netop ikke beregnet på at folk skal fare vild - snarere at sørge for at de får det hele med. Hvis man for eks forestiller sig en stor og omfattende park eller haveanlæg, så er pointen ikke at besøgende skal fare igennem den så hurtigt som muligt. Tværtimod bør de nå at se det hele, og helst i den optimale rækkefølge. Her fungerer den kringlede sti snarere som guide, en vejviser indbygget i anlægget. The journey is the reward...

Den moderne labyrint


Den moderne version dukker op omkring renæssancen. Her introduceres vildvejen. Vælger man ikke den rigtige sti, risikerer man at fare vild. Man risikerer også at gå i ring og se det samme igen og igen. Og det er heller ikke sikkert at man får det hele med. I lighed med den klassiske version er det dog stadig givet, at der eksisterer en indgang og en udgang. Forskellen er nu at  anlægget både fungerer som vejviser og vildleder. The exit is the reward...

Den postmoderne labyrint


Den nutidige version er fra det 20'ende århundrede. Uforudsigelighed er nu et grundlæggende vilkår, men netop ikke entydigt. Nogle gange er der guld begravet, andre steder er stien mineret. Der er dog stadig en indgang og en udgang, men hvor de præcist befinder sig er ikke længere givet på forhånd. Det er nu op til den enkelte selv at definere målet, plus sit eget udgangspunkt. Begge dele kan skifte som tiden går, hvilket også medfører at labyrintens orientering udvikler sig tilsvarende. Den variable konstant. Endelig er labyrinten også blevet et individuelt anliggende: den enes vildvej kan være den andens genvej. Men man må prøve sig frem: Knock knock on every door...

Den fremtidige labyrint


Hvis den nutidige type er variabel, vil den fremtidige type gå planken ud: Labyrinten bliver virtuel. Intet er givet men alt kan skabes. Dette gælder både labyrintens indgang og udgang. Og for dens sags skyld også labyrintens grænser. Labyrinten er ikke længere en lokal gåde, et eller andet sted i verden. Labyrinten er verden.

Et aktuelt konkret eksempel kunne være Internettet, for informationsmæssigt er dette den ultimative labyrint. Der er allerede nu (helt bogstaveligt) milliarder af sider i det globale bibliotek. Men umiddelbart ligger siderne blot i en bunke, ikke ordnet på nogen som helst måde. Der er ikke på forhånd anlagt nogle stier i informations-landskabet. Hvad nu..?

Enter the searchengine: En læser stiller et spørgsmål ved at komme med et søgeord (=en aktuel indgang). Søgemaskinen svarer på et sekund med at levere tusindvis, muligvis millioner, af mulige kilder (=potentielle udgange). En global rangorden anlægges, den ultimative sti markeres, den bedste rute kortlægges... og det hele opstår, benyttes og forsvinder igen på få minutter. Orden er noget der opstår og forsvinder igen og igen, i et stadigt stigende tempo og omfang.

'Virtuel' betyder ikke at noget er uhåndgribeligt, flygtigt eller illusorisk. Begrebet er ikke beslægtet med 'variabel' i modsætning til 'konstant'. Det betyder snarere at 'konstant' og 'variabel' smelter sammen. I praksis: en bestemt orden/rute/sammenhæng kan vare et enkelt sekund - eller vedligeholdes i århundreder. Så længe nogen kan se en mening i det.

Igen kunne internettet være et godt eksempel: Hvis nogen stiller spørgsmål, kan søgeordet med samme ret kaldes udgangspunkt som indgangspunkt. (Måske tærskelguden Janus burde udnævnes til overbibliotekar..?)

Fremtidens labyrint vil ironisk nok minde om det oprindelige landskab vi forlod for længe siden - det åbne terræn. Ingen mure på forhånd, men heller ikke nogle veje. Til gengæld er der stier nok i græsset, som tegn på at nogle har været her før. Vi kan så vælge om vi vil slå følge med dem - eller gå vore egne veje...

Mads Dam, sommer 2004